Hvad har Japan, Kaare Klint og øl med hinanden at gøre?

Flexibility H7 er navnet på den øl, som vi har udviklet til vores skønne Klint Café på Designmuseum Danmark, og som i går blev leveret til vores lille food lab i Nordhavn.  

IMG_0245.JPG

Historien bag

Oprindeligt udsprang idéen om at lave en øl fra et overordnet ønske om at udvikle en række produkter til vores museumscafé, der kunne forene dansk design og god smag – og samtidig forene vores café med museet. Vi syntes, at øllen var et både sjovt og oplagt sted at starte pga. vores stolte traditioner i Danmark inden for ølbrygning samt i relation til vores køkken på Klint, hvor vi laver smørrebrød og andre danske klassikere med vores eget lille twist.

Vi havde en god idé om, hvordan vi gerne ville have, at øllen skulle smage, og i samarbejde med Sorø Bryghus fandt vi frem til den – efter vores smag – perfekte opskrift. Og det er der altså nu kommet en både smuk og velsmagende øl ud af.

Navnet

Navnet ’Flexibility’ forener på samme måde som øllen selv stolte danske traditioner med god smag.  ’Flexibility’ er således navnet på den skrifttype, som Naur Klint – søn af Kaare Klint, som vores café jo er opkaldt efter – tegnede for mange år siden, og som var gået tabt i gemmerne indtil for nyligt, hvor museet så fik lov til at renskrive og bruge den som led i deres nye visuelle identitet. Den historie kombineret med øllens lette, friske og fleksible smag gjorde, at det var en no-brainer i forhold til navnet.

DSC09903.JPG

’H7’ indikerer tykkelsen på Flexibility-skriften.

Smagen

Vi vidste fra start af, at vi ville lave en undergæret øl med denne her karakteristiske japanske friskhed og lethed, men brygget på danske dyder og traditioner, hvor humlen ofte spiller en hovedrolle. Som modspiller til humlens udprægede bitterhed valgte vi så at tilsætte mørk-ristet malt, hvilket har givet øllen lidt kant og kompleksitet i sin eftersmag af bl.a. let røgede tobaksnoter. Det er der kommet en flot mørkegylden pilsner ud af, der med sin læskende sprødhed er en vaskeægte tørstslukker, hvis sødlige malt-noter også udgør det perfekte supplement til smørrebrød, hvor den spiller flot sammen med malten i rugbrødet.

learning_japan.jpg

Inspirationen fra Japan passer således også perfekt ind i hele fortællingen, eftersom Japan gennem tiden har været en vigtig inspirationskilde for dansk kunsthåndværk og design - bl.a. eksemplificeret ved udstillingen 'Learning from Japan' på Designmuseum Danmark.

 

Clement NielsenComment